Jonas Midstrup's Blog

Programming, IT in general and everything in between.

Archive for the ‘IT-projekter’ tag

Alle brugere tæller

without comments

Der dumpede her til morgen et link ind i min mailboks til et blogindlæg af Dorte Toft, som jeg synes er meget interessant. Det handler om, at hun har et nytårsønske hvor IT skal være for alle inkl. dem der ikke er superbrugere eller har overskudet til at sætte sig ind i et stort nyt IT-system.

Blogindlæget kan læses her: http://www.business.dk/tech-mobil/nytaarsoenske-it-tumper

I bund og grund handler indlæget vel egentlig om det vigtige i at have alle brugere af et IT-system med på vognen fra første spadestik og måske endnu før dette tages i forbindelse med IT-projekter. Jeg kunne ikke være mere enig. Som Dorte Toft også skriver er der en række eksempler på, både i det private og det offentlige, at der ikke er blevet taget højde for den diversitet der kan være i de brugere der skal kobles på et system senere hen.

Jeg er dog ikke enig med Dorte Toft om, at man ikke skal regne med at finde forståelse for dette hos konsulenterne. Det må vel være i alles interesse på et projekt, at det bliver en succes hele vejen rundt? Desuden mener jeg det er vigtigt for en konsulent på et projekt ikke kun at pleje egne interesser, men selvfølgelig først og fremmest at give kunden det som kunden egentlig har brug for, både når det kommer til teknologi og brugervenlighed og interaktionen mellem disse.

Jeg fik et skrækeksempel, på noget af alt dette her i efteråret i forbindelse med mit studie. Her havde vi på et kursus en gæsteforelæser fra Dansk IT ude for at forklare hvordan de mener den offentlige sektor i Danmark skal digitaliseres. Her drejede samtalen sig hurtigt over på en af de store problemstillinger der opstår når dette igen og igen skal realiseres, nemlig de mange forskellige forudsætninger brugerne af en offentlig IT-service har. Her mente gæsteforelæseren fra Dansk IT, at man skulle fra det offentliges side i digitaliseringen gå efter, at få “en mand på månen” og så måtte man jo leve med “at alle ikke blev lige så kloge som Niels Bohr”, underforstået, at han mente man skulle gå efter at tænke så stort som muligt og så måtte man bare erkende, at alle danskere ikke ville kunne bruge de digitale IT-services. Da jeg i forbindelse med forelæsningen efterfølgende påpegede, at det umuligt kunne være i Danmarks interesse, at sætte en meget stor del af den danske befolkning af med denne tankegang, fik jeg svaret at det måtte man jo leve med hvis man ønskede at tænke så stort som muligt. Desuden var der fra gæsteforelæserens side en generel idé om at tingene skulle gøres nu og det skulle gøres hurtigst muligt. Det virker gang på gang, når der skal laves store IT-projekter i det offentlige, som om det er vigtigere at gøre tingene hurtigt i stedet for en gang for alle at gøre det ordentligt og bruge den tid på det som er nødvendigt for at produktet bliver i orden. For mig at se er den digitale tinglysning et skrækeksempel på netop det sidste.

Se i øvrigt den her artikel og bliv overrasket: http://www.business.dk/tech-mobil/danmark-er-klar-til-faa-mand-paa-maanen

Læg i øvrigt i ovenstående artikel mærke til sammenligningen mellem Carlsberg og McAffee som deres “gode eksempel”. Den er rent ud sagt tåbelig. Man kan overhovedet ikke sammenligne en produktionsvirksomhed og en IT-virksomhed på den måde. Det svarer til at sammenligne pærer og bananer. De er begge frugter, men derefter holder lighederne også op.

Meget hen ad vejen er det, for mig at se, en god forklaring på hvorfor så mange digitaliseringsprojekter i det offentlige herhjemme ikke bliver den succes som de var tiltænkt. Det er, som Dorte Toft skriver i sit blogindlæg, vigtigt at have alle med. Alle kan vel forhåbentlig se det logiske i, at det ikke nytter at afskære en stor del af den danske befolkning fra at benytte de offentlige services fx. pga. deres IT-kundskaber? For at digitaliseringen af det offentlige skal blive en succes skal man netop gøre det muligt for alle at benytte de digitale services der stilles til rådighed. Men det gælder jo også, som Dorte Toft er inde på, for dem der skal servicere borgerne både i administrationen i kommunerne og personalet på sygehusene, at de services de skal bruge en stor del af deres hverdag på, ikke i høj grad er tiltænkt brugere der har tid til at fordybe sig i de mange muligheder systemet stiller til rådighed, men giver dem hurtigt og enkelt mulighed for at passe deres arbejde på en tilfredsstillende måde for alle parter.

Jeg har i forbindelse med mit arbejde, ofte fået succesoplevelser i forbindelse med at man tidligt i processen med et IT-projekt har inddraget alle typer af brugere. Dette kan netop være en øjenåbner for hvordan man kan udforme et IT-system så alle kan benytte det. Senere i processen bliver det dog desværre tit til en prioritering af hvilket fokus der skal lægges ift. hvilken type bruger systemet skal være lavet for og det her kæden mange gange hopper af. Det er svært at lave IT-systemer der fokuserer på alle typer af brugere out-of-the-box, men man kan give brugerne mulighed for selv at træffe valg om hvad der er vigtigt for dem i stedet for at man som udvikler vælger for dem fra starten.

Written by jonasm

December 27th, 2010 at 3:32 pm